Simon får mindst en god tur om dagen. I dag havde vi valgt at tage bussen 3-4 kilometer ned til vandet (bugten). Her ville vi for første gang besøge
Berkeley Aquatic Park, som er en park til vandsport og rekreation bygget i 1935 af "The Work Progress Administration". Med store forventninger og højt humør drog vi afsted.
Først ventede vi på bussen
Og så kom bussen. Det koster $1.75, og alle folk stiger ud ad fordøren, selvom det hele tiden blokerer for nye passagerer???
Ved endestationen stod vi af og gik over skinnerne, hvor de store Amtrack-tog kører.
Vi var nu nede i en noget fattigere og mere industriel del af Berkeley.
Ikke så snart var vi ankommet til parken, før vi så en fugl i vandet.
Parken viste sig dog hurtigt at være i ringe stand. Der var lidt råt, vandet var algegrønt og man kunne hele tiden se og ikke mindst høre larmen fra motorvejen, som ligger på den modsatte side af søen.
Vandskihop!
Lidt mere velholdt som vi kom længere ind i parken
Der er indbygget en frisbeebane lidt, som golf med net man skal ramme. Der var skam nogle spillere som så ud til at tage det hele meget alvorligt.
Net nr. 7
Det var faktisk en ret lang park!
Parken sluttede, og vi befandt os i et rigtigt industrikvarter.
Vi krydsede skinnerne nok en gang.
Og whuppps - der kom et tog.
Rent teknisk var vi ikke længere i Berkeley, men i Emeryville. Det er lidt skidt by, som man imidlertid forsøger at friske op. Der var også straks en masse nye fine huse med åbent hus og det hele.
Jeg kan nu bedre lide den oprindelige stil.
Nuvel, frokosttid. Heldigvis havde de også bygget en ny
Subway, hvor jeg kunne få min daglige tunsandwich. Frokosten nød vi en stor dejlig park.
Det sjove, men også lidt uhyggelige ved at gå rundt i Berkeley midt på dagen, midt på ugen, er, at der absolut ingen mennesker er at se på de små gader. Der holder mange biler, men ingen mennesker. Der er ikke noget så farligt som en tom by eller en park uden noget liv.
Faktisk et flot hus og en fin bil
Bad neighborhood råber dette skilt højt og tydeligt. Og ganske rigtigt. 50 meter op af gaden var et rigtigt "drug house", med mercedes'er og pick-up-trucks med alt for store forkromede fælge og homeboys og homegirls med en skidt attitude. Simon og jeg kiggede ned og gik hurtigt forbi.
Ny gade og nyt kryds, hvor der var
Farmers Market. Det er en flok økologiske landmænd, som sælger deres varer på gader rundt omkring i byen. Rigtig god idé.
Tilbage i Berkeley igen
Her skal jeg da vist klippes næste gang!
Et lidt sjovt hus.
Så er vi på Durant Avenue. Det er "vores" vej.
Berkeley City Club. Her mødes byens spidser til frokost.
Tilbage ved vores hus igen. Turen tog ca. 3 timer
Simon er altid glad for at komme hjem på tæppet igen.
Først ventede vi på bussen
Og så kom bussen. Det koster $1.75, og alle folk stiger ud ad fordøren, selvom det hele tiden blokerer for nye passagerer???
Ved endestationen stod vi af og gik over skinnerne, hvor de store Amtrack-tog kører.
Vi var nu nede i en noget fattigere og mere industriel del af Berkeley.
Ikke så snart var vi ankommet til parken, før vi så en fugl i vandet.
Parken viste sig dog hurtigt at være i ringe stand. Der var lidt råt, vandet var algegrønt og man kunne hele tiden se og ikke mindst høre larmen fra motorvejen, som ligger på den modsatte side af søen.
Vandskihop!
Lidt mere velholdt som vi kom længere ind i parken
Der er indbygget en frisbeebane lidt, som golf med net man skal ramme. Der var skam nogle spillere som så ud til at tage det hele meget alvorligt.
Net nr. 7
Det var faktisk en ret lang park!
Parken sluttede, og vi befandt os i et rigtigt industrikvarter.
Vi krydsede skinnerne nok en gang.
Og whuppps - der kom et tog.
Rent teknisk var vi ikke længere i Berkeley, men i Emeryville. Det er lidt skidt by, som man imidlertid forsøger at friske op. Der var også straks en masse nye fine huse med åbent hus og det hele.
Jeg kan nu bedre lide den oprindelige stil.
Nuvel, frokosttid. Heldigvis havde de også bygget en ny Subway, hvor jeg kunne få min daglige tunsandwich. Frokosten nød vi en stor dejlig park.
Det sjove, men også lidt uhyggelige ved at gå rundt i Berkeley midt på dagen, midt på ugen, er, at der absolut ingen mennesker er at se på de små gader. Der holder mange biler, men ingen mennesker. Der er ikke noget så farligt som en tom by eller en park uden noget liv.
Faktisk et flot hus og en fin bil
Bad neighborhood råber dette skilt højt og tydeligt. Og ganske rigtigt. 50 meter op af gaden var et rigtigt "drug house", med mercedes'er og pick-up-trucks med alt for store forkromede fælge og homeboys og homegirls med en skidt attitude. Simon og jeg kiggede ned og gik hurtigt forbi. 
Ny gade og nyt kryds, hvor der var Farmers Market. Det er en flok økologiske landmænd, som sælger deres varer på gader rundt omkring i byen. Rigtig god idé. 
Tilbage i Berkeley igen
Her skal jeg da vist klippes næste gang!
Et lidt sjovt hus.
Så er vi på Durant Avenue. Det er "vores" vej.
Berkeley City Club. Her mødes byens spidser til frokost.
Tilbage ved vores hus igen. Turen tog ca. 3 timer
Simon er altid glad for at komme hjem på tæppet igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar