Rasmus konstaterer ved sengetid, at han ikke glæder sig til at dø. Det gør jeg heller ikke. Det er der ikke rigtig nogen, der gør. Hvordan mon det er, spørger han. Måske ligesom at sove og så bare ikke vågne. Men der er jo ingen, der ved det, svarer jeg. Så tænker og siger Rasmus: mor, kan du så ikke sende et brev, når du er død og ved, hvordan det er. Det kan jeg godt, svarer jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar